Adventureliv + uddannelse = fede oplevelser
Det store fokus på sport og adventure var noget af det, der fik Mikkel Klinge Knudsen til at søge ind på HHX Rønde. Selvom han kun er halvvejs igennem 1.g, har han allerede prøvet kræfter med både vandski og hoftevrikkende zumba. Det er grænseoverskridende og fedt, mener 18-årige Mikkel, der drømmer om at blive fysioterapeut i en stor, international sportsklub.
Før du startede var du udvekslingsstudent i Australien, hvordan har den overgang været?
Det var lidt svært at vænne sig til det danske skolesystem igen, efter at have været i Australien i et år. Jeg skulle lige vænne mig til, at alting foregik på dansk igen, og så har jeg fået en række helt nye fag her på HHX Rønde.
Du har nu gået på HHX Rønde i et halvt års tid, har skolen levet op til dine forventninger?
Det har det i hvert fald. Det er rigtigt fedt, især fordi der er så stort fokus på sport. Lærerne er meget engagerede, og klassen er rigtig hyggelig.
Hvordan er det sociale liv på uddannelsen?
Vi er jo kun én klasse, det er lidt specielt, men vi har et rigtigt godt samarbejde med Grenaa Handelsskole, som vi holder fester sammen med. Det er rigtigt fedt, og det sociale er jo ret vigtigt på en uddannelse.
Hvilke sportsgrene har du fordybet dig i indtil nu?
Jeg har valgt sport & adventure-linjen, og det har betydet, at jeg har prøvet alt muligt forskelligt. Alt lige fra mountainbike, kajak, vandski til zumba og selvforsvar. Det er en rigtig god måde at få prøvet nye ting, og få afprøvet sine grænser. Jeg tror for eksempel ikke, jeg ville have prøvet zumba, hvis ikke jeg havde prøvet det her.
Hvad er det bedste ved uddannelsen på HHX Rønde?
Det er sporten, lærerne og vores timer. Lærerne er rigtigt gode, de fleste er unge og energiske, og der er ikke så meget røv-til-sæde-undervisning.
Hvad vil du efter din studentereksamen?
Jeg drømmer om at blive fysioterapeut. Jeg vil rigtig gerne arbejde med professionelle sportsudøvere i en stor sportsklub – og rigtigt gerne i et engelsktalende land.