Flere piger, tak
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der er overvægt af drenge på Handelsgymnasium Rønde. Helene Hansen, Heidi Nissen og Dea Tjørnild fortæller her, hvorfor de anbefaler HHX Rønde – også til piger!
Det er fedt!
Sådan lyder den enstemmige melding fra Helene Hansen, Heidi Nissen og Dea Tjørnild – tre af HHX Røndes i alt syv piger.
Helene Hansen: Det er superspændende at være med til at starte noget nyt op. Ingen af os har prøvet noget tilsvarende før, og det bliver bare fedt at kunne gå og sige, at vi var det første hold i Rønde.
Men hvorfor er der så ikke flere piger på HHX Rønde, hvis det er så fedt?
Helene Hansen: Mine veninder bryder sig ikke om sport. Så det er en god grund til, at de ikke er her.
Dea Tjørnild: Jeg tror også det skyldes, at mange stræber efter det store. De vil have mange mennesker omkring sig, masser af valgmuligheder, masser af fyre. Derfor vælger de at tage hele vejen ind til Århus.
Helene Hansen: Ja, men det får man ikke nødvendigvis mange venner af. Jeg har en veninde, som går på HHX inde i Århus. Hun går kun sammen med tre andre piger, selvom der er flere hundrede på samme årgang. Her i Rønde er vi alle sammen en del af gruppen.
Dea Tjørnild: Jeg tror, det er nemmere at sælge det der sport-adventure-fodbold-noget til drengene. Det er helt naturligt for dem. De synes, det er fedt. Pigerne skal være lidt en speciel type for at synes, at så meget sport er fedt. Men det synes jeg altså!
Heidi Nissen: Jeg er konkurrencesvømmer og vant til, at sport fylder meget. Men der er ingen af mine veninder, der har det på samme måde. Det er svært at nå igennem til dem, hvis sport er det primære argument. Måske skal man i højere grad slå på det her med, at bygningen er helt ny og at lærerne er unge og rigtig friske. Det tror jeg kunne være en ide.
Hvordan skal man så få overbevist pigerne på Djursland om at HHX Rønde er the place to be?
Heidi Nissen: Man skal gå efter dem, der tør prøve noget nyt. De modige. Og så dem som er mere interesserede i kvalitet end kvantitet.
Dea Tjørnild: Det er også vigtigt, at forældrene bakker op. Jeg havde svært ved at beslutte mig for, hvad jeg skulle, men min mor mente, at HHX Rønde med al det her sport var det rigtige for mig. Hun fik ret, så jeg er glad for at jeg også lyttede til hende.