Målrettede elever indtager Handelsgymnasium Rønde
Forventeligt mellem 50 og 70 nye elever begynder en hhx-uddannelse på Handelsgymnasium Rønde efter sommerferien – allerede nu er over 40 forhåndstilmeldt. Vi har mødt fire af dem, og de kendetegnes ved at have store ambitioner og drømmer om alt fra et sælgerjob i fodboldverdenen til en karriere som ejendomsmægler.
Kristian Uhre Isen er 15 år, og han drømmer om en karriere i en fodboldklub. Efter sommerferien begynder han en hhx-uddannelse på fodboldlinjen, og Hornslet-drengen er sikker på, at de tre år i Rønde kan være med til at realisere drømmen om en fremtid med salg og marketing i fodboldverdenen.
- Jeg har ikke kunnet finde noget, der lød lige så spændende, fordi der er så meget fokus på afsætning, organisation, ledelse og psykologi her, siger Kristian Uhre Isen, der efter handelsgymnasiet vil læse videre på Handelshøjskolen.
De kommende elever er meget bevidste om de mange døre, som hhx-uddannelsen i Rønde åbner, og Kristian Uhre Isen hæfter sig især ved den målrettethed, der kendetegner hans kommende uddannelsessted.
- Jeg synes, det lyder utroligt spændende med handel. Fysik, kemi og biologi er ikke noget, der interesserer mig, så hvis jeg skulle have det, ville jeg føle, jeg spildte min tid, siger 15-årige Kristian Uhre Isen.
Kombinerer sport og uddannelse
Rikke Isager fra Thorsager er også vild med muligheden for at kombinere sport med en uddannelse, hvor der er meget fokus på tal og samfundsfag.
- Jeg vil gerne være ejendomsmægler. Jeg er god til tal, og her får jeg mulighed for at arbejde med det, jeg går op i, siger 16-årige Rikke Isager, der går i 10. klasse i Rønde.
Hun glæder sig til en skoledag med masser af håndbold på skemaet. Det samme gør Denise Dalsgaard fra Rønde. Hun er i øjeblikket i gang med 10. klasse på idrætsefterskolen Hellebjerg ved Juelsminde. Derfor kan hun bekræfte de andre kommende elevers håb om, at de lærer mere af at være mere fysisk aktive.
- Jeg kan bedre koncentrere mig i timerne, efter jeg er begyndt på efterskole. Det at få rørt sig gør, at jeg er mere positiv og fokuseret i timerne, siger Denise Dalsgaard, der gerne vil arbejde i bankverdenen.
Oplevelser motiverer
Økonomi og tal trækker også i 16-årige Sandra Jensen fra Hornslet, der begynder på sport & adventure-linjen efter sommerferien. Mens fremtidsdrømmene ikke er helt på plads, er hun ikke i tvivl om, at Handelsgymnasium Rønde tilbyder noget ud over det sædvanlige.
- Adventure-linjen er en anderledes måde at være sammen på, når vi for eksempel skal ud og klatre eller ro i kajak. De nye udfordringer vil motivere mig til at gøre en ekstra indsats med skolearbejdet, siger Sandra Jensen.