Nye elever skaber glæde på Rønde Idrætscenter
- Vi synes, at det er dejligt, at de er her. Det er nogle fantastiske unge mennesker.
Så klar er beskeden fra centerleder Per Kragh, når talen falder på eleverne i den nye HHX-klasse. Per Kragh er nemlig ikke i tvivl om, at de unge mennesker er med til at gøre Rønde Idrætscenter til et endnu bedre sted at være. Eleverne har i alt fald allerede sat deres præg på hverdagen i centret.
- De er tændte på en helt anden måde, end vi er vant til fra folkeskoleeleverne. Vi kan mærke, at de modnes, og at de er glade for at være her. De er meget positive, og bidrager til en god atmosfære, der smitter af på alle vi andre også, lyder de rosende ord fra centerlederen.
Også i cafeteriet mærker de, at der er kommet nyt liv i huset. Og det er i bogstaveligste forstand nødvendigt at stå tidligt op, hvis man vil følge med udviklingen.
- I modsætning til tidligere har vi nu åbent hus det meste af døgnet. Det betyder, at cafeteriet har fået en del mere at bestille, og vi holder nu åbent fra tidlig morgen til sen eftermiddag, siger Per Kragh.
De nye åbningstider er en del af den masterplan for Rønde Idrætscenter, der blev udviklet for et par år siden, og som betyder, at man udover den nye HHX-uddannelse også er begyndt at tilbyde kurser for voksne.
- Forleden havde vi 40 mennesker på kursus i Pyramiden, og der sker en masse i øjeblikket. Folkene i Viden Djurs er i det hele taget meget visionære, og de mange nye aktiviteter er med til at udvikle og løfte hele Syddjurs, siger Per Kragh.