Opfindsomme praktikanter
70 10. klasseselever fra Rønde Skole skaffede 12.000 kroner til UNICEF, da de den sidste uge i september var i praktik som gymnasie-elever på Handelsgymnasium Rønde. I en uge arbejdede praktikanterne med at skabe opmærksomhed og indsamle penge til UNICEF, og resultatet var kreativt og enestående.
- Vi satte nogle enkle rammer op for eleverne og underviste dem undervejs i forskellige organisations- og eventteorier. De frie tøjler gjorde, at eleverne arbejdede med en helt enorm opfindsomhed, fortæller Carsten Gløvermose Nielsen, der er lærer og daglig leder på Handelsgymnasium Rønde.
Én af opfindsomhederne foregik på Torvet i Rønde, hvor en flok elever i samarbejde med Grill- og ishuset Steff’s Place solgte pølser, kage og sodavand. Nogle malede fodlister på plejehjemmet, nogle fejede hos Rønde-virksomheden PR Electronic, og andre igen lavede noget helt fjerde.
Projektugen blev afsluttet med stor bravour på Handelsgymnasium Rønde, hvor alle delprojekter – heriblandt flotte tankevækkende videoer produceret af eleverne – blev præsenteret for forældre og søskende. Kulminationen på ugen var overrækkelsen af pengene til UNICEF-ambassadør Mek Pek, som afsluttede den hektiske uge med ordene: ”Skide godt gået – I er for seje!”
Står det til 10. klasseskoordinator og –lærer på Rønde skole John Sabalic, bliver det ikke sidste gang at 10. klasse-centeret og Handelsgymnasium Rønde samarbejder om sådan et projekt:
- Vores elever har været meget positive over ikke blot at snuse til, men decideret gå på et gymnasium i en hel uge. Det er bestemt ikke sidste gang, at vi laver sådan et samarbejde. At vi så tilmed samlede 12.000 kroner ind til et godt formål gør det hele ekstra spændende og givende. De har lært, hvad det vil sige at gøre en forskel for andre.