Sport gør dig klogere
Teenagere, som er i god kondition, har større logisk, sproglig, rumlig og teknisk intelligens end dem, der er i dårligere form. Det viser en lang række undersøgelser, herunder en stor en af slagsen fra Sverige, hvor ikke færre en 1.2 millioner svenskere er blevet testet.
At man bliver klogere af at dyrke sport, er da også en af bagtankerne med den megen sport på Handelsgymmasium Rønde, fortæller projektleder Carsten Gløvermose Nielsen.
- Vi mener – ligesom al forskning viser – at sport og motion har en meget gavnlig effekt på unge menneskers udvikling og indlæring. Det er både den fysiske aktivering af hjernen og den teamspirit og selvtillid, som sport giver, der har en indflydelse, siger Carsten Gløvermose Nielsen og giver et eksempel på den med selvtilliden:
-I august var vi ude at klatre på klatrevæg, og to af pigerne var ret skeptiske og brød sig ikke rigtig om at klatre. Forleden – et halvt år efter første gang – var vi så af sted igen. Og denne gang kom de begge to op i 15 meters højde. Det var en kæmpe sejr, og det kunne man se, da de kom tilbage i klassen, for lige siden har de stort set siddet med hånden oppe konstant, fortæller Carsten.
Katrine Korsgaard er 21 år og spiller fodbold på eliteplan i Skovbakken. Hun har selv taget HHX i Århus med ESAA-modellen og er en varm fortaler for kombinationen af sport og skole:
- Når man kombinerer sport og skole, får man mere ud af begge dele. Sporten og motionen gør, at man er mere frisk og har mere overskud til det faglige, og når man som her i Rønde aktiverer en hel klasse betyder det også, at det sociale liv i klassen bliver baseret på andet en lektier og gruppearbejde og øl. Man lærer hinanden at kende i helt andre situationer, og får derigennem en bredere tilgang til teamwork og problemløsning, siger Katrine Korsgaard.
Hun bakkes op af Brian Sørensen, der er fuldtidstræner hos Skovbakken, og en af dem, der i fremtiden skal være med til at træne pigerne på HHX Rønde.
-Initiativet i Rønde burde man skele til andre steder i uddannelsesverdenen. Det er meget vigtigt at skabe en kultur blandt børn og unge, hvor det er naturligt at komme ud og røre sig. Alle kan finde en sportsgren eller en motionsform, som de kan lide, og som de kan blive gode til. Det er bare et spørgsmål om, at de får lov til at prøve noget forskelligt, siger Brian Sørensen.