Succesfulde uddannelsesmesser for HHX Rønde
Interessen for HHX Rønde på årets uddannelsesmesser har været stor. Såvel i Auning, som i Ebeltoft og Rønde blev gymnasiets stand bestormet af interesserede folkeskoleelever og deres forældre.
Tidligere på måneden løb dette års uddannelsesmesser på Djursland af stablen. Handelsgymnasium Rønde deltog i messerne i Auning, Rønde og Ebeltoft henholdsvis den. 2., 3. og 8. november.
På messerne har de forskellige uddannelsesinstitutioner på Djursland hver deres egen stand, hvor de besøgende kan stille spørgsmål til studievejledere, undervisere og elever og blive klogere på de erhvervs- og ungdomsuddannelser, som uddannelsesinstitutionerne har at tilbyde. Messerne tiltrækker typisk unge fra 8. og 9. klasse.
På messerne stillede HHX Rønde op med et hold bestående af to lærere og to elever.
- Det var vigtigt for os at have nogle af vores egne elever med ude til messerne. Fra tidligere uddannelsesmesser ved vi, at de unge, som kommer hen til vores stand, generelt gerne vil snakke med andre unge, som ved, hvordan det er at være elev på Handelsgymnasium Rønde, siger Carsten Gløvermose Nielsen, der er projektleder på HHX Rønde.
De besøgende var så interesserede, at de nærmest stod i kø.
- Vi blev faktisk bestormet og responsen var enormt god. Vi fik faktisk også en masse gode input fra de besøgende til hvordan et optimalt handelsgymnasium skal se ud. Det kan vi bruge netop nu, hvor vi er i gang med at bygge og indrette de nye lokaler, siger Carsten Gløvermose Nielsen.